02-12-2022: Natminton i december

Fredag den 2. december 2022 havde Hover IF Badminton inviteret alle deres spillere til en aften med Natminton. Badminton i mørke.
Omkring 60 junior spillere havde sagt ja tak til denne invitation.
Det var en fantastisk festlig aften med fælles spisning - pizza skyllet ned med masser af sodavand.
Derefter var der Natminton i hallen, som ligesom de tidligere gange der har været inviteret til Natminton kun var oplyst med UV lamper og alle badmintonbaner og net var markeret op med UV tape i neonfarver.
Spillerne havde mulighed for at male sig selv i ansigtet, hænder og arme med UV maling og kunne få selvlysende armbånd/halskæder på, så de havde mulighed for at se hinanden når de spillede.
Derudover blev der spillet med selvlysende badmintonbolde, og ellers fandt man ud af hvis tøj og sko der bliver selvlysende i lyset fra UV lamperne.
Samtidig var der også mulighed for at spille almindelig badminton og fri leg på madrasser og med bolde i multihallen.
Alt i alt var det en aften vi i foreningen kigger tilbage på som en stor succes. En aften hvor alle hyggede sig, spillede badminton, legede, snakkede og grinte.
Vi glæder os allerede til at arrangere en lignende aften igen til næste vinter, hvor vi håber at se lige så mange friske junior spillere, motionister og banelejere og gerne flere forældre, der tør tage kampen op imod deres børn!

Mød Hover IF her: * Petersmindehallen: * Petersmindevej 25, 7100 Vejle * Hover Stadion * Jellingvej 171, 7100 Vejle