Referat 2025


Generalforsamling i HOVER IF d. 23-10-20025

 
  1. Valg af dirigent.
    Toke valgt som dirigent 

 
  1. Formandens beretning
    4. december 2025 blev jeg valgt på en ekstraordinær generalforsamling.

Der var tænkt tanker om en ny struktur ind i Forretningsudvalget, en udvidelse med 2 personer, så udvalget gik fra 3 – 5 personer. Udvalget består nu af Toke, Carsten, Susanne, Niklas og undertegnede, samt Merete og Erik som suppleanter. Tak til jer…

Og en stor tak til det tidligere udvalg, specielt Tina Petrowsky, for den overlevering der er og bliver givet, når vi som et nyt udvalg løber ind i spørgsmål mm.

  • Ud over at få lært hinanden at kende i Forretnings- og Hovedudvalget, samt få hils på i diverse DGI-forsamlinger + Vejle Idrætsråd, så kom foråret ret hurtig til at handle om Landsstævnet 2025 i Vejle, og de beslutninger og forhold som Hover IF tidligere havde koblet sig på.

Hover IF skulle ligge faciliteter til afviklingen af fodbold og håndbold på Hover Stadion, samt skabe rammer for bespisning mm for de der skulle sove på Petersmindeskolen. Derudover havde Hover IF også sagt ja til at stå for salg af mad og drikke på Hover Stadion, til de forventede ca. 1200 daglige deltagere i Landsstævne dagene + til efterskolernes turnering i fodbold, så lå i dagene op til stævnet.

Et kæmpe arbejde op i mod Landsstævne dagene. Og et arbejde som kun kom i hus, grundet specielt Jørgen Rørbye, som var en stor hjælp i forhold til det at finde frivillige til de opgaver der lå omkring aktiviteterne og de overnattende gæster, samt under stævne dagene omkring Petersmindeskolen. TAK JØRGEN…

Og tak til Tommy, som stod for al det praktiske omkring mad og udskænkningsstederne på Hover Stadion. Der var en del logistik der skulle falde på plads…

Der skal også lyde en stor tak til de frivillige som valgte at tage en #tjans# under stævnet.

Vi havde nogle gode dage, hvor vi lærte meget, og hvor vi også tjente lidt til klubben…

  • Generelt tænker jeg, at vi i det nye Forretningsudvalg + hovedbestyrelsen er kommet godt i gang. Man mærker positivt, at der er erfarne personer på posterne i de forskellige afdelinger, som er med til, at de kører godt. Men vi skal være obs på, at vi ikke trækker for meget på enkelte personer, og hele tiden får vores organisationer/afdelinger passet ind til den virkelighed vi er i og møder.

Det håber jeg på, at vi kan begynde at få drøftet i Hover IF. Både i Hovedbestyrelsen samt i de enkelte afdelinger.

  • Dette bringer mig frem imod fokus på det næste bestyrelses år.

Nedenstående er de fokusområder som jeg for nuværende retter mit fokus på, og så vil der helt sikkert komme mere til…

  1. Halgulv.

  2. Tættere kontakt med Skolen incl. Haltider, aflysninger mm.

  3. Tættere kontakt til Vejle Kommune. Incl haltider mm.

  4. Dialog med de enkelte afdelinger.

  5. Revidering af Forretningsorden (Samværspoltik🙂)

  6. Udvikling af Hover IF, så vi kan følge med området, samfundet mm.

Afslutningsvis vil takke jer Alle for at have taget godt imod mig som Formand. Tak for jeres hjælp og indsats i og omkring Hover IF.                          

Formand Hover IF,
Hans Jessen

 
  1. Formandens og udvalgsformændenes beretninger

Se bilag som bliver tilsendt fra forskellige formænd

Håndbold, Gymnastik, Svømning, Fitness, Uhrhøj fester, Badminton, Volleyball, Bordtennis, Cafe’en (fraværende) og Fodbold (fraværende)  

 
  1. Regnskabets fremlæggelse og godkendelse

Hovedkasserer Carsten Jensen gennemgik det samlede regnskab fra Hover IF. 

De samlede kontingentindbetalinger er 1,7 mkr., hvilket er en stigning på 50 tkr. i forhold til sidste år, og er 285 tkr. højere end budget. 

De samlede indtægter er 2,9 mkr., hvilket er 100 tkr. højere end sidste år og 375 tkr. højere end budget. 

Udgifterne er steget med 400 tkr. i forhold til sidste år, hvilket hovedsageligt skyldes øget indkøb af udstyr. 

Samlet resultat for 2024/25 er et plus på 75 tkr. 

Samlet formue er 3,2 mkr., svarende til det samlede bankindestående. 

Regnskabet blev godkendt.
 

  1. Budget fremlæggelse for kommende år

Hovedkasserer Carsten Jensen fremlagde det samlede budget 2025/26 for Hover IF. 

De enkelte poster er på niveau med året 2024/25, dog med en forventning om lavere udgifter til materialeindkøb. 

Der budgetteres med et positivt resultat på 271 tkr. 

Budgettet blev vedtaget. 

 
  1. Indkomne forslag

Der er ingen forslag indkommet 
 

  1. Forslag til vedtægtsændringer 

Formand fremlægger nye vedtægter 

Nye vedtægter godkendt 
 

  1. Valg af hovedbestyrelsens forretningsudvalg og to suppleanter

Suppleanter genvalgt: Erik Pedersen og Merete Serritslev 

It-ansvarlig Niklas Hartmann er genvalgt 

Næstformand Toke Serritslev genvalgt 

Kasserer Carsten Jensen genvalgt  
 

  1. Valg af to revisorer og en suppleant

To Revisor er genvalgt, suppleant genvalgt

Lars Mikkelsen 

Niels Mikkelsen 

Suppleant Flemming Kjær Buhl   

 
  1. Eventuelt

Intet at berette 


Referatet er godkendt af Dirigent og Hover Ifs næstformand, Toke Serritslev 2025-11-25


Bilag 

ÅRSBERETNING 2024/25 GYMNASTIKFORENINGEN HOVER IF                  Vejle, maj 2025

Interessen for gymnastik på Uhrhøj er fortsat stigende, og vi har haft rigtig mange børn og voksne til træning både i gymnastiksalen, multihallen og et hold udendørs.

Helt præcist 21 hold, 568 gymnaster og 61 instruktører.

Der er et fantastisk fællesskab blandt både gymnaster og instruktører, og vi ser at mange unge gymnaster vælger at starte som hjælpeinstruktører, når de fylder 13 år. Det er rigtig dejligt.

I løbet af sæsonen deltog vi i en del arrangementer.
- De voksne instruktører deltog i Uhrhøj Feste i Petersmindehallen.
  - De unge instruktører var en tur i Lalandia.
- Uhrhøj Fester holdt juletræsfest, hvor de unge instruktører hjalp med aktivering af børnene.
- Springmix og Juniorholdet lavede i starten af marts forårsopvisning i DGI Huset Vejle.

Der var kæmpestor opbakning til vores opvisning i Petersmindehallen d. 29. marts. Omkring 750 gæster kiggede forbi i løbet af dagen, og de kunne se opvisning af vores egne børnehold, vores familiehold og gæsteholdet Firehøje Øvede Piger 16+.

Vi kårede som altid 2 personer for deres store frivillige indsats:
Tillykke til Karoline Brejnholt Nielsen (Juniorholdet) med kåringen som Årets instruktør
Tillykke til Mette Gam Larsen (gymnastikudvalget), som blev valgt til Årets stjerneskud.

Vi har hele 8 sommerhold denne sommer. (7 sidste år)
Der er 2 nye hold: Leg og Spring 5-6 år og MGP Dans.

Årets højdepunkt bliver uden tvivl Landsstævnet i Vejle d. 3.- 6. juni 2025.
Vejle og ikke mindst Uhrhøj kommer til at summe af liv, når der bliver fodbold og håndbold på Hover Stadion og overnatning/morgenmad på Petersmindeskolen. Vi håber mange frivillige fra Uhrhøj vil være med at gøre denne begivenhed til en fest.

På generalforsamlingen d. 28. april trådte Heidi Buhl ud af udvalget. Vi siger tusind tak for indsatsen.

TAK til alle vores gymnaster, instruktører, hjælpeinstruktører og udvalgsmedlemmer for en god sæson.

Jørgen Rørby Pripsøe Formand, Hover IF Gymnastilk

 

Årsberetning for Hover Badminton – Sæsonen 2024-2025

Sæsonen 2024-2025 bød på mange succeser og et par enkelte udfordringer.

✅ Fremgang på ungdomssiden

  • På 1.-4. klasse havde vi 2 helt fyldte hold, i alt 32 børn.

  • På 5.-10. klasse oplevede vi stor fremgang: 3 næsten fulde hold. Vi ser ud til at lykkes med at fastholde pigerne og teenagerne, noget mange klubber bøvler med! 💪

  • Holdet for voksne (Onsdagsfjer) er meget stabilt: ca. 15 spillere.

🏟️ Baner

  • Baneudlejning i Petersmindehallen er næsten fuldt belagt og stabilt.

  • Desværre har vi mistet ca. 6 baneudlejninger i multihallen. Ungdomsklubben har overtaget vores tid onsdag aften, og erstatningstiderne er ikke attraktive.

  • Gulvet i Petersmindehallen er ofte virkelig glat, hvilket er til stor gene især for vores turneringsspillere og Onsdagsfjerholdet. Vi glæder os meget til, at problemet bliver løst.

🏸 Årets nyhed

I efteråret afprøvede vi et nyt tiltag Familiebadminton, hvor medlemmer kunne tage deres forældre og søskende med til gratis hyggebadminton fredage kl. 17-18.

Det blev en fin succes og dannede grundlag for, at vi i den nye sæson har et Familiebadminton-hold med beskeden betaling og fuld belægning!

🏆 Stævner og turneringer

Som sædvanligt havde vi mange, der var ude og spille stævner på egen hånd. For første gang deltog vi også i holdturneringen med 8 spillere i U13D-rækken for blandede drenge og piger (vi havde højeste andel af piger).

Spillerne fik virkelig oplevet, at badminton godt kan være en holdsport, og hyggede sig med at heppe på hinanden. Det gjorde det nok ikke mindre sjovt, at holdet vandt deres pulje og kvalificerede sig til DM!

🎉 Events

  • 2 hyggeaftener i multisalen for 5.-10. klasse spillerne med konkurrencer, præmier, pizza og fredagsslik. Det hele arrangeret af hjælpetrænerne Ida og Jonas.

  • Det årlige natminton-event og klubmesterskab, hver med ca. 50 deltagere.

  • Den årlige træner/leder-tur til bowlingcentret efter veloverstået sæson, hvor vi siger tak for indsatsen til alle.

👨‍🏫 Træner-situation

Træner-mæssigt er vi stadig udfordrede. Det lykkedes lige akkurat at besætte alle hold, men i næste sæson må vi undvære Ida, som er på efterskole.
Dermed bliver vores største prioritet at få udvidet trænerstaben.

💰 Økonomi

Resultatmæssigt landede vi på et underskud på ca. –6.500 kr. Det var også budgetteret, da afdelingen har en fin egenkapital og gerne vil omsætte den til så meget aktivitet som muligt.

På bestyrelsens vegne
Flemming Kjær Buhl
Hover Badminton formand

 

Årsberetning for sæsonen 2024/25 i bordtennisafdelingen

Der har desværre ikke været opbakning til at kunne holde liv i bordtennis for senior afd.
Så den er for nu, nedlagt på ubestemt tid.
Derimod er bordtennis for 1-7 klasse blomstret op, ca 25-30 spiller fast hver fredag.
Det er Rajee, som alle børnene kender fra sfo’en, der står for træningen.
Der har været deltaget i stævner i Thisted, Sjørring og Holstebro.
Bordtennistræningen er ikke kun at slå til en lille bold, men der er også fysiske øvelser der skal laves.
Rejee bringer ofte sjov ind i træning, med fx at skyde slik.
Slik fordeles på bordet, rammer biolden et stykke, så må man tage det stykke slik.
Rajee skaber gode rammer sammen med nogle faste frivillige voksne.

Toke Serritslev

Årsberetning for Petersmindehallens Café – 2024/2025

 Generelt aktivitetsniveau
Det har været et år med et relativt lavt aktivitetsniveau. Vi oplever, at der er meget stille i caféen i hverdagene, og at aktivitetsniveauet i hallerne ikke genererer ret meget omsætning på hverdage, ligesom aktivitetsniveauet i UK (Skolens ungdomsklub) ikke har været så høj i år.

Frivillige og forældreinddragelse
Vi har haft gode erfaringer med at inddrage forældre til at hjælpe ved særlige arrangementer, såsom juleafslutninger og andre aktiviteter, hvor man ønsker, at caféen er åben. Denne indsats har været med til at skabe gode oplevelser for alle.

Udfordringer og tilpasninger
Som sædvanligt har det været en udfordring at have tilstrækkeligt med frivillige til at dække vagterne i hverdagene. Derfor har vi valgt at holde mindre åbent i hverdagene og i stedet spare kræfterne til de større aktiviteter såsom Hover Cup, gymnastikopvisning og volleystævner.

Tak til kunder og frivillige
Vi har som altid de gladeste kunder og de sejeste frivillige, der hjælper hinanden med stort og småt. Uden jer ville caféen ikke kunne eksistere – tak for jeres engagement og støtte!

Med venlig hilsen
Janne Kristine Laursen

Floorball – årsberetning. November 2025

 Vi har haft en rigtig god sæson. De sidste par sæsoner har vi alene haft et seniorhold pga manglende trænerressourcer.
Vi er i dialog med andre lokale klubber om træningskampe, men interessen fra vores spillere har  i lange perioder været begrænset.
Når hallen har været optaget, har vi forår/sommer forsøgt at spille udendørs (a la Corona-tiden), dog med noget mindre opbakning end indendørs
Tak til alle for en fin sæson med god stemning både på og udenfor banen.

Lars Ryom Glitzky 

Formandsberetning for Fodboldafdelingen 2024/2025

Kære medlemmer, trænere, frivillige og samarbejdspartnere

Endnu et år i Hover Idrætsforening er gået – et år fyldt med aktivitet, fællesskab og store oplevelser for både børn, unge og voksne. Det er en fornøjelse at se, hvordan vores forening fortsat vokser og udvikler sig, samtidig med at vi fastholder det lokale engagement, der altid har været kernen i Hover IF.

Ungdomsafdelingen
Vores Børen og ungdomsafdeling har haft et fantastisk år med mange aktiviteter og stor opbakning.
I september afholdt vi Safari Cup, hvor Hover Stadion var fyldt med glade børn, forældre og trænere. Der blev spillet hele 83 kampe på vores baner – en kæmpe indsats fra alle, der gjorde dagen til en succes. Tak til de mange frivillige, der hjalp med alt fra baneklargøring til madboder og oprydning.
Senere på året afviklede vi Hover Cup i Petersmindehallen, som igen var udsolgt på alle årgange. Det er imponerende at opleve, hvordan interessen for fodbold i Hover fortsat vokser, og at nye hold starter op hvert eneste år. Det vidner om et stærkt fællesskab og et miljø, hvor børn og unge trives og udvikler sig.

Investeringer og økonomi
Økonomisk kommer året ud med et mindre underskud på 15.000 kr., hvilket vi anser som helt acceptabelt. Årsagen er, at vi har valgt at investere i nyt udstyr, der skaber værdi for vores medlemmer – blandt andet en panna-bane og et teqball-bord, som allerede bliver flittigt brugt af både ungdom og seniorer. Disse tiltag understøtter vores formål om at fremme idræt og fællesskab i lokalområdet.

Begivenheder og samarbejde

En særlig begivenhed i årets løb var, at DGI’s Landsstævne lagde vejen forbi Hover Stadion. Her blev der afviklet både fodbold og håndbold, og stadion summede af liv. Madboder og aktiviteter var placeret rundt på området, og vi fik vist, at Hover kan løfte store arrangementer med succes. Det var en uge, hvor vi virkelig fik vist, hvad vi står for – fællesskab, engagement og idræt for alle.

Seniorafdelingen
Vores seniorhold har haft en stabil sæson og forbliver i deres respektive rækker. Der arbejdes fortsat målrettet på at fastholde og styrke seniorarbejdet, og det er glædeligt at se, at flere unge spillere tager springet fra ungdom til senior. Vi har igen startet kvinde fodbold i Hover med stor succes.

Tak til frivillige og trænere
Ingen af årets resultater ville være mulige uden de mange frivillige kræfter, der hver uge lægger tid og energi i foreningen.
En stor og oprigtig tak skal lyde til alle trænere, ledere, forældre og hjælpere, der gør Hover IF til den klub, vi alle kan være stolte af. Det er jeres indsats, der sikrer, at børn og voksne har et trygt, aktivt og sjovt sted at dyrke sport.

Afslutning
Hover Idrætsforening lever fuldt ud op til sit formål – at skabe interesse for idræt og være et samlingspunkt i lokalsamfundet. Vi ser ind i et nyt år med fortsat fokus på udvikling, fællesskab og glæden ved at være sammen om sporten.
Tak for endnu et godt år – og tak for jeres støtte, engagement og opbakning.

Med venlig hilsen
På vegne af bestyrelsen
Niels Nielsen
Hover Idrætsforening

Hover-IF Svømning Årsberetning 2024/2025

Formandsberetning
Sæsonen 24/25 havde god opbakning til de oprettede hold, både børnehold, vandgymnastik og motion for voksne. Der var tilmeldt Ca. 160 svømmere til denne sæson. Vi starter alle instruktør med at tage bassinprøven så vi har har sikkerheden på plads og så er vi klar.
Med vores gode instruktør på kanten. Har vi set en kæmpe udvikling på alle vores svømmer
Igen i februar var det igen tid til at skulle svømme mærker som samlet blev til næsten 40 km
Den sidste gang var der en slik pose til alle børn.
Vi har fået uddannet en extra bassin dommer til vores svømme klub så vi nu har 2

Instruktører
Alle de hold der var på programmet, kørte som planlagt.
Til afslutning af sæsonen blev de forkælet med kurv fra smag dansk.
En stor tak til alle instruktører.

HjælpeInstruktører
Til afslutning af sæsonen blev de forkælet med en tur i Lalandia Billund
En stor tak til alle hjælpe-instruktører.

Svømmeudvalget
Der er i svømmeudvalget en god kemi til at hjælpe for at få sæsonen til at køre
Også en stor tak til hele svømmebestyrelsen

Regnskab
Regnskabet kan ses til generalforsamlingen i Hover-IF.

På vegne af svømmeudvalget

Formand Jesper Larsen

 

Uhrhøj Fester – Årsberetning 2024/2025

Uhrhøj fester har i 2024/25 afholdt 3 arrangementer - en fest, et bankospil og en juletræsfest.

Der var fornuftig tilslutning til festen, og både banko og juletræsfest var der rigtig god opbakning.

Alt i alt 3 gode arrangementer for lokalområdet, og det fortsætter vi med i 2025/26.

Michael Olsen

 

Volleyball årsberetning 2024/25

Volleyball har haft en god tilgang af spillere, både senior og ungdom.

Som noget nyt startede vi ungdomshold for spillere fra 12-15 år, de krævede dog så meget tid at det blev ved den ene sæson.

Vi deltager igen i år i DGI turneringen med 2 hold, og havde i den forbindelse 2 hjemmestævner, dette har været en succes.

Som den store nyhed lykkedes det endelig at få tilladelse fra Petersminde skolen til at anlægge en beachvolley bane bagved hallen, vi glæder os til at få taget den i brug.

Der skal lyde en stor tak til Dan Arnløv for hjælpen til at få tilladelsen til denne.

Hover IF Volleyball, Ib Telling

 
Beretning Hover Fitness 2024/25

Igen i år stor tilslutning til i Fitness afd.
PT. Ca 450 medlemskaber hvor langt de fleste er familiemedlemskaber.
I øjeblikket lidt over 100 på ventelisten.

Faldt lige over en beretning for 2014 hvor vi var i alt 65 medlemmer nede i kælderen, så gået stødt fremad må vi sige.
Vi har i årets løb haft store problemer med udluftningssystemet i begge lokaler som i lange (varme) perioder slet ikke har kørt, og vi har været nødt til at kontakte Halinspektøren rigtigt mange gange for at få gang i det igen, iflg. Halinspektøren er det ikke kun her i Petersmindehallen men også andre af kommunens haller, der er problemer med systemet som er leveret af eksternt firma.
Skal dog siges at de sidste par mdr. har det kørt okay, men kun få afbrydelser.

Vi har desværre også i årets løb haft en disciplinærsag, hvor vi så os nødsaget til at give 2 medlemskaber karantæne i ½ år, pga. total tilsidesættelse af regler og god opførsel.

I denne forbindelse også stor tak til hovedbestyrelsen for opbakning i denne sag og specielt til Hans for at deltage i dialogen med de berørte parter.

I forbindelse med jul/nytår valgte kommunen at lukke alle hallerne i Vejle ned, ikke noget vi eller medlemmerne var specielt begejstret for, da det er de dage hvor vi har allerflest besøgende, men forventer at de gør det samme i år.

Ellers et år med forholdsvis god ro og orden.

Tak til øvrige bestyrelse Lisbeth, Mona og Erik for det store arbejde.

Michael Jensen


Årsberetning håndbold 2024/25

I sæsonen 24/25 havde vi oprettet 6 hold. Vores Trille trolle hold var igen meget populært, med over 30 børn tilmeldt. U6/U8 havde svært ved at tiltrække spillere, men de holdt sæsonen ud. U9 havde en god sæson, hvor de fik spillet nogle stævner. Vi havde 2 hjemmestævner, hvor der var rigtig god stemning i hallen. Vores U13 piger havde igen et holdfællesskab med Jelling, som fungerede rigtig godt, dog viste det sig at være for dyr en løsning, så vi valgte at stoppe fællesskabet efter endt sæson. På seniorsiden havde vi både et herre- og et damehold, hvor der er kommet en del nye spillere til. Damerne vandt deres pulje med kun et nederlag. 

I sep. havde vi inviteret til Håndboldens dag for hele familien. Desværre kom der ikke så mange, som vi havde håbet på. Til gengæld var det nemt at vinde i de dyster, vi havde lavet, så alle børn fik en præmie. Derudover fik alle børn en flot Hover drikkedunk med hjem. 

Igen havde vi sagt ja til at dele affaldsposer ud. Vores U9 og U13 hold var klar til at dele ud. Derudover fik vi også hjælp fra senior holdene og udvalget, som også tog en del af ruterne. Vi fik delt poserne ud og der skal lyde en stor tak til dem der hjalp til. Som tak for hjælpen, fik U9 og U13- holdene lidt penge til fælles hygge på holdet og de seniorspillere og udvalgsmedlemmer, der hjalp til, fik en julekalender de kunne hygge sig med i december måned. 

Håndboldudvalget holdt medlemsmøde i nov. og igen i år dukkede der ikke nogen op. Vi sagde farvel til Jens Neustrup, som ikke længere ønskede at være en del af udvalget. Så vi er nu kun 4 medlemmer i udvalget. 

Sæsonen blev afsluttet med at vores U13 piger var til afslutningsstævne. 

For at vise vores trænere og udvalgsmedlemmer, at vi er meget taknemmelige for deres indsats, inviterede vi dem til spisning på restaurant Nogen og efterfølgende en dyst i pool og bordcurling. Vi havde en rigtig hyggelig aften. 

Der skal lyde en stor tak til spillere, trænere, forældre og udvalgsmedlemmer for endnu en god sæson, trods en sæson med faldende medlemmer, men vi har valgt at se fremad og håber på flere spillere og trænere de kommende år. 

Mette Kristensen

 



Idrætsmagasinet Udspil

Mød Hover IF her: * Petersmindehallen: * Petersmindevej 25, 7100 Vejle * Hover Stadion * Jellingvej 171, 7100 Vejle